Kvinder sagsøger staten for overgreb i åndssvageforsorgen

historien om åndssvageforsorgen og retssagen mod staten

95-årige Regine Løndorf og den afdøde Karoline Olsen har sagsøgt den danske stat for de grusomme overgreb, de oplevede i det, der tidligere hed åndssvageforsorgen. Sagen omfatter blandt andet vold, isolation, omsorgssvigt og tvangssterilisationer, som de blev udsat for i perioden fra 1940’erne til 1960’erne. Kvinderne kræver hver 300.000 kroner i erstatning for de krænkelser, der efter deres opfattelse er et brud på både dansk lovgivning og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

baggrunden for anbringelsen og behandlingen

Åndssvageforsorgen blev oprettet som en institution for personer, der af samfundet blev anset for at være anderledes eller ude af stand til at leve op til tidens normer. Regine Løndorf blev som tiårig anbragt i forsorgen, fordi hun blev betragtet som ’tungnem’ og ’seksuelt interesseret’. Journaler, der blev fremlagt i retten, viser, at myndighederne flere gange anbefalede, at hun blev steriliseret for at forhindre, at hun skulle få børn.

Den kvindelige del af forsorgen var især på Sprogø, en lille ø mellem Sjælland og Fyn, hvor kvinder, som samfundet betragtede som seksuelt løsagtige eller ude af stand til at opdrage børn, blev isoleret. Her blev mange udsat for tvangssterilisation – en praksis, der blev lovliggjort med sterilisationsloven af 1934, og som blev brugt til at ’beskytte’ den sunde befolkning mod det, man dengang kaldte ’degeneration’.

oplevelserne i anstalten og konsekvenserne

Regine Løndorf fortalte i retten, hvordan hun under sit ophold på anstalten i Brejning og senere på Sprogø blev udsat for fysisk afstraffelse og isolation. Hun nævnte blandt andet, at hun havde været i en celle i otte dage, fordi hun havde forsøgt at flygte sammen med to andre piger. Hun blev også steriliseret mod sin vilje på Vejle Sygehus, et indgreb, der ikke kunne ændres, da hun senere ønskede refertilisation efter at være blevet gift.

Karoline Olsen havde tilsvarende oplevelser og blev også steriliseret uden sit samtykke. Hun døde som 94-årig i 2023, men søgsmålet mod staten fortsætter. Videoer vist i retten understregede hendes historie om tvangssterilisation og isolation, herunder beskrivelser af at blive spændt fast i sengen for at forhindre flugt.

statens ansvar og modargumenter

Det er Social- og Boligministeriet, som kvinderne har sagsøgt, da ministeriet tidligere havde ansvaret for driften af anstalterne. På trods af en officiel undskyldning fra daværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil, der kaldte behandlingen et ”mørkt kapitel i vores danmarkshistorie”, afviser staten erstatningskravene. Kammeradvokaten, der repræsenterer staten, argumenterer med, at tvangssterilisationerne ikke var ulovlige efter datidens lovgivning, og at Menneskerettighedskonventionen ikke kan anvendes, da den først trådte i kraft efter anbringelserne.

historiske perspektiver på særforsorgen og sterilisation

Den første ø-anstalt for anti-sociale og kriminelle åndssvage mænd blev oprettet på Livø i 1911, og i 1923 fulgte en kvindeanstalt på Sprogø. Her blev kvinder, som samfundet betragtede som moralsk forkastelige eller ’degenerative’, isoleret for at forhindre spredning af kønssygdomme og reducere befolkningens ’usunde’ elementer. Mellem 1923 og 1938 blev 86 kvinder steriliseret på disse anstalter. Efter 1959 overtog staten ansvaret, som i 2007 blev flyttet til kommunerne.

de menneskelige konsekvenser og nødvendigheden af erstatning

For både Regine Løndorf og Karoline Olsen har konsekvenserne af den tvungne sterilisation og isolation været livslange. At blive frataget retten til at få børn og leve et normalt liv har betydet store personlige tab. Som advokat Mads Pramming påpeger, er sagen i høj grad principiel, da kvinderne ikke længere har mange år tilbage, og de ikke har arvinger på grund af sterilisationen.

Derfor er erstatning ikke blot et økonomisk krav, men et symbol på anerkendelse og retfærdighed for de lidelser, de blev påført. Denne sag minder os om vigtigheden af at erkende og tage ansvar for fortidens fejl, som også kan perspektiveres til nutidens sociale udfordringer og rettigheder.

konklusion og perspektivering

Sagen mod staten for overgrebene i åndssvageforsorgen er et vigtigt kapitel i forståelsen af dansk socialhistorie og rettighedsbeskyttelse. Den rejser centrale spørgsmål om, hvordan samfundet har håndteret svage grupper og de uretfærdigheder, der er begået i navnet på folkesundheden.

Det er også relevant at se denne sag i sammenhæng med andre aktuelle debatter om social retfærdighed, som for eksempel diskussionen om sundhed og lovgivning, hvor samfundets beslutninger fortsat påvirker individer på dybtgående måder.

For de berørte kvinder og deres familier handler det i dag om at få en officiel anerkendelse og erstatning for de uretfærdigheder, der blev begået. Sagen vil være med til at sætte fokus på disse historiske overgreb og forhåbentlig sikre, at lignende uretfærdigheder ikke gentages i fremtiden.

Læs også mere om digitale afdøde og sorg og samfundets håndtering af sårbare grupper i nutiden.